Ergonomisk, modulopbygget og fleksibel - det er kendetegnene for det mobile kablingsbord Wire Station 540 fra Rittal. Med denne nyudvikling kan arbejdsstationer inden for styrings- og tavlekonstruktion samt på det elektriske værksted udstyres professionelt og anvendes mobilt. Det gør konfektionering af ledninger og efterfølgende kabling i styretavlen enklere og mere bekvem. Takket være modulsystemet kan kablingsbordet tilpasses individuelt til konfektioneringsprocessen: i forbindelse med den fuldautomatiske kabelkonfektioneringsenhed Wire Terminal og softwareværktøjet EPLAN Smart Wiring udgør det endnu et skridt i retning mod automatisering.
Kabling af komponenter i styrings- og tavleanlæg er stadig den del af processen, som kræver mest manuelt arbejde. Også selv om kabelkonfektioneringen sker automatisk, f.eks. ved hjælp af Wire Terminal fra Rittal, foregår installationen af ledningerne i styretavlen eller på montagepladen stadig manuelt. Desuden skal kabler med større tværsnit også konfektioneres manuelt. Det samme gælder montage af stik. For at gøre alle disse aktiviteter mere produktive og effektive lancerer Rittal nu kablingsarbejdsstationen Wire Station 540 , som er designet efter ergonomiske principper.
Kan tilpasses individuelt
Grundlaget for Wire Station 540 er et arbejdsbord, hvis højde kan tilpasses fleksibelt efter den person, som arbejder ved bordet. Som ekstraudstyr fås blandt andet en kraftigt lysende og dæmpbar LED-lampe, der sikrer en ensartet belysning på arbejdsstationen, samt stikdåser og en multifunktionel monitorholder. Den omfatter endvidere en skuffeindsats til opbevaring af de vigtigste håndværktøjer. Dertil kommer mulighed for montage af kabelruller, trådpakker og opbevaringshylder. Desuden kan de halvautomatiske enheder til kabelkonfektionering, såsom afkortnings-, afisolerings- og krympeautomater let integreres. Med de ekstra tilbehørsmoduler kan arbejdsstationen tilpasses optimalt til den aktuelle opgave.
Takket være en holder, hvor trådskinnemagasinerne fra den fuldautomatiske kabelkonfektioneringsenhed Wire Terminal kan fastgøres til arbejdsstationen, er arbejdsstationen – sammen med en valgfrit monterbar skærm – den ideelle grænseflade til brug af kablingssoftwaren EPLAN Smart Wiring.
Også alle arbejder, der involverer ledninger med større tværsnit og speciel trådendebehandling, kan udføres effektivt og nemt på arbejdsstationen.
Alt inden for rækkevidde på værkstedet
Takket være dens hjul kan arbejdsstationen anvendes mobilt på værkstedet. De manuelt eller fuldautomatisk konfektionerede kabler, alle værktøjer og halvautomatiske enheder samt de nødvendige ekstramaterialer er således altid lige ved hånden. De tidskrævende ture frem og tilbage mellem styretavlen og arbejdsbænken er dermed elimineret. Arbejdsstationen bliver således den ideelle grænseflade mellem automatiseret kabelkonfektionering og manuelt arbejde direkte på styretavlen.