28. okt. 2020

Automatiseringsmesse SPS

SPS Connect 2020: Eplan og Rittal er til stede!

Under temaet "SPS Connect – The digital automation hub" afholdes automatiseringsmessen SPS fra den 24. til den 26.11. for første gang online. Eplan og Rittal er virtuelt til stede og fremviser deres omfattende udvalg af løsninger i præsentationer og produktartikler. De understøtter virksomheder i den aktuelle krise på deres vej mod den industrielle omstilling. Søstervirksomhederne giver praktiske svar på spørgsmålet "Hvad er vigtigt nu og her". Fokus i udvalget af serviceydelser ligger på emner, der kan gøre en forskel i disse pandemitider: Leveringskapacitet, online-tjenester, cloud engineering, industrialisering inden for styrings- og tavlekonstruktion, produktinnovationer samt datasuverænitet.

Uwe Scharf, Managing Director Business Units and Marketing at Rittal.

Den aktuelle pandemi er en virkelig styrkeprøve for mange virksomheder. At overleve krisen og komme stærkere ud af den – det er det primære mål. "Det, der er behov for, er stærke og pålidelige partnere, der kan støtte virksomheden på lang sigt – gennem krisen og videre frem. Der er også brug for fremtidige partnere med innovationsstyrke, der kan fungere som katalysatorer for den industrielle omstilling", siger Uwe Scharf, Direktør for Business Units og Marketing hos Rittal.

Forandringspresset er enormt: Virksomhederne er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved forældede løsninger og processer og i højere grad end tidligere indføre omkostningsbesparende tiltag, som kan forøge effektiviteten. Eplan, Rittal og German Edge Cloud understøtter som en del af Friedhelm Loh Group deres kunder på denne rejse.

Sebastian Seitz, CEO for Eplan tilføjer: "100 procent digitale data som 'single source of truth' – tilgængelige fra planlægning over engineering til produktion – er grundlaget for yderligere automatisering. Industrialiseringen inden for styrings- og tavlekonstruktion og den tilhørende omstilling er i fuld gang. Her er dataenes generelle tilgængelighed en grundlæggende forudsætning."

Sebastian Seitz, Eplan’s CEO

Det praktiske præsentationsprogram til SPS Connect

På SPS Connect vil Thomas Michels, Senior Director Cloud Business Software hos Eplan, præsentere et indlæg over emnet "Opkoblet engineering i skyen". Forud for præsentationen er kunder og automatiseringseksperter blevet aktivt involveret. Præsentationen tegner et reelt billede af dagens krav til automatisering inden for engineering og giver en række værdifulde anbefalinger. Også Eplan eView står på den digitale dagsorden – og det samme gælder den nye datastandard, som Eplan proaktivt arbejder for. Cirka 60 producenter med omkring 80.000 dataposter har allerede gjort deres komponenter tilgængelige i Eplan Data Portal efter den nye standard.

En anden taler er Dr. Dirk Pieler, Leder af Business Unit Industry hos Rittal. I sit indlæg "Hvad der er vigtigt nu – industrialisering inden for styrings- og tavlekonstruktion" viser han, at industrialiseringen tjener sig selv hjem langt hurtigere end mange forventer. Generelt tilgængelige data er nøglen til succes og hjælper virksomhederne med at undgå fejl og forøge produktiviteten markant. Fokus ligger her på den digitale tvilling, som forbinder samtlige procestrin fra engineering over mekanisk styretavlebearbejdning, kabling og afprøvning frem til service. Yderligere support for højere effektivitet opnås ved hjælp af konfigurationsværktøjer, systemteknik til skabe og styretavler samt automatiseringsløsninger lige fra kabelkonfektionering til mekanisk bearbejdning af fladdele og komplette skabe – samt 24 timers leveringsservice i Tyskland.

Serviceydelser – helst digitale

I kølvandet på de ændrede markedsbetingelser har Eplan tidligt tilpasset deres forretningsgange til et arbejdsmiljø præget af hjemmearbejde. Samtlige serviceydelser inden for undervisning og konsulentbistand har allerede i flere måneder været tilbudt online. Kurser, som før blev afholdt ansigt til ansigt på kursuscentre overalt i Tyskland, bliver nu afholdt online. Eplans konsulenter kan endvidere nås via videokonferencer for at drøfte presserende spørgsmål vedrørende engineering. De understøtter kunderne i deres digitaliseringsstrategi og hjælper dem med at sætte kursen mod en højere grad af automatisering.

Innovativt – produktløsninger til industri og IT

Inden for skabs- og køleteknologi er Rittal kommet med en række nyheder. De omfatter bl.a. det nye enkeltskab VX SE, plaststyretavlen AX og de nye energieffektive Blue e+ køleenheder til udendørs brug. Med de nye AX plaststyretavler har Rittal nu suppleret sit sortiment af kompaktkabinetter. Producenten kombinerer hermed det bedste fra to verdener: fordelene ved avanceret systemteknik og et ekstremt robust materiale. AX-plasttavlerne beskytter elektroteknik selv i de barskeste miljøer, som f.eks. udendørs, montagefunktionerne sikrer en hurtig udbygning, og den intelligente systemteknik giver mere spillerum under installationen.

Blandt de øvrige produktnyheder fra Rittal kan nævnes talrige nyudviklinger inden for IT-infrastruktur. Her ligger fokus på det nye VX IT-rack samt RiMatrix Next Generation (NG), den fremtidige platform for opbygning af IT-infrastrukturer. Med Rimatrix NG har Rittal udviklet et nyt modulsystem til fleksibel, sikker og hurtig opbygning af datacentre. På grundlag af en åben platformsstruktur kan investeringssikre, individuelle løsninger implementeres globalt til alle fremtidige IT-scenarier: uanset om det drejer sig om enkeltrack- eller containerløsninger, centrale datacentre, distribuerede edge-datacentre eller højtskalerede colocation-, cloud- og hyperscale-datacentre. Som den første platform understøtter RiMatrix NG anvendelsen af OCP-jævnstrømsteknologi i standardmiljøer.

Endvidere præsenterer søsterselskabet German Edge Cloud deres nyudvikling ONCITE – den første AI-baserede, realtidskapable edge-cloud-løsning til interne fabriksprocesser efter Industri 4.0.