Fest GmbH

Dobbelt så hurtigt

Tilslutning af sekundære forbrugere i store styrings- og tavleanlæg var tidligere forbundet med en del manuelt arbejde. I de mindre energifordelinger, som forsyner disse sekundære forbrugere med energi, skulle alle komponenter kables individuelt – hvilket var et kæmpe arbejde. Styrings- og tavlebyggeren Fest GmbH i Goslar har fundet en markant bedre løsning til et aktuelt projekt: Fest anvender for første gang strømfordelingssystemet RiLine Compact fra Rittal til hjælpedrev i et tavleanlæg til en metalforarbejdende virksomhed. Systemet er meget velegnet til at forsyne mindre forbrugere med energi. Grundlaget for systemet er et printkort med integrerede lederbaner og et gennemgående kontaktmønster. Printkortet kan med nogle få håndgreb fastgøres på en DIN-skinne i styretavlen – uden brug af værktøj. Lige så enkelt og værktøjsløst sker påsætning af komponenter på printkortet, som er berøringsbeskyttet hele vejen rundt. Dermed kan komponenterne tilsluttes elektrisk i en og samme arbejdsgang. På denne måde opbygges energifordelinger med en maksimal mærkestrøm på op til 125 A – med minimalt arbejde og på ultrakort tid.

Installationen foregår meget enkelt, og der kræves betydeligt færre komponenter. Men det helt afgørende er, at vi kan spare omkring halvdelen af arbejdstiden.
Sven Rottgardt, Projektleder hos Fest GmbH

Den hurtige og værktøjsløse installation er for Fest en af de vigtigste fordele ved RiLine Compact. "Systemet er simpelthen den optimale løsning til mindre fordelinger – og i sidste ende opnår vi også besparelser", siger Sven Rottgardt, der arbejder som projektleder hos Fest. Sammenlignet med de tidligere anvendte løsninger – individuelle ledninger eller kambroer – sparer virksomheden omkring 50 procent af arbejdstiden på værkstedet. Det skyldes, at de mange manuelle arbejdstrin, som var normale under en almindelig installation, helt elimineres ved brug af RiLine Compact. Og projektlederen nævner også en anden fordel ved systemet: "Under idriftsætningen sker det meget ofte, at vi er nødt til at tilslutte yderligere forbrugere. Med RiLine Compact har vi en passende pladsreserve, således at vi kan integrere disse hurtigt og ukompliceret i det eksisterende anlæg."

Gennemgående processer sikrer højt tempo

Anvendelse af det montagevenlige system RiLine Compact til det aktuelle projekt er blot et af de udgangspunkter, hvor Fest arbejder på at opnå effektivitetsforbedringer langs hele værdiskabelseskæden. Der lægges særlig vægt på gennemgående processer fra engineering over produktion til afprøvning. Hos Fest er alle processer baseret på en omhyggeligt vedligeholdt konstruktionsdatabase. Vareadministrationssystemet, som beregningen arbejder med, har adgang til denne, og det samme gælder den elektriske planlægning, som hos Fest implementeres i Eplan Electric P8. Der investeres meget arbejde i hele engineering-processen, for som Rottgardt forklarer: "Jo mere detaljeret vi planlægger, desto enklere bliver arbejdet på værkstedet siden hen." F.eks. udarbejdes der under planlægningen meget detaljerede styk- og kablingslister. Samtlige komponenter er allerede forsorteret efter hvilken styretavle, de skal monteres i. I fremtiden vil man anvende routing-værktøjet i Eplan Pro Panel, som automatiserer føringsvejene i styretavlen og dermed selv beregner længden på ledningerne. Dermed kan ledningerne konfektioneres og mærkes automatisk, hvilket gør den efterfølgende ledningsføring langt enklere.

Oversigt

Projekt
Fest GmbH
By
Goslar, Tyskland
Branche
Electrical-and-Automation
Udfordring

Opbygning af et tavleanlæg til en metalforarbejdende virksomhed

Placering af hjælpedrev på minimal plads

Løsning

Anvendelse af RiLine Compact til energiforsyning af små forbrugere

Værktøjsfri installation med nogle få håndgreb ved påklikning på en DIN-skinne i styretavlen

Plads til yderligere forbrugere