Ripploh Elektrotechnik & Engineering

Op til 1.500 ledninger på otte timer

Andreas Ripplohs målsætning er altid at fremme automatiseringen. I hans virksomhed Ripploh Elektrotechnik & Engineering anvender man for eksempel i dag en Wire Terminal fra Rittal, hvilket giver en markant forøgelse af produktiviteten ved kabelkonfektionering. Op til 1.500 ledninger kan den nye maskine konfektionere i løbet af et 8-timers skift. Og når en opgave først er startet, kræves der ikke yderligere indgreb fra operatørens side. Derfor kan Wire Terminal producere lige så meget i løbet af natten. "Om morgenen kan medarbejderen tage ledningerne ud af maskinen og straks påbegynde kablingen", forklarer Ripploh. De forskellige arbejdstrin, afkortning, afisolering, krympning og mærkning af ledningerne, udføres fuldautomatisk af Wire Terminal.

Med Wire Terminal kan vi firdoble produktiviteten ved kabelkonfektionering.
Andreas Ripploh, Indehaver og Administrerende Direktør for Ripploh Elektrotechnik & Engineering

Gennemgående digitalisering

Samtlige processer hos Ripploh er stærkt digitaliserede og så vidt muligt automatiserede. De data, der oprettes under engineering, anvendes til at styre processerne på værkstedet. 3D-planlægningen i Eplan Pro Panel leverer f.eks. data til CNC-maskinen, der bearbejder fladdelene, og til den fuldautomatiske kabelkonfektionering. Hver medarbejder har en iPad, som forsyner ham med opgaver og alle de nødvendige informationer. Styretavler, plukkede komponenter og nu også magasinerne med de konfektionerede ledninger fra Wire Terminal er alle forsynet med QR-kode. Medarbejderen scanner QR-koden med sin iPad og kan derefter starte opgaven. "Medarbejderen kan for eksempel kun påbegynde kablingen, hvis der foreligger godkendte planer på serveren", forklarer Ripploh. På iPad'en får medarbejderen desuden vist, hvordan ledningerne skal føres. Dette sikrer ikke bare høj effektivitet og hastighed, men reducerer samtidig markant risikoen for fejl.

Den nye Wire Terminal passer perfekt ind i det digitaliserede arbejdsflow hos styrings- og tavlebyggeren. Men for virksomhedens direktør har Wire Terminal dog endnu en afgørende fordel: "Vi kan nu specificere den sekvens – altså rækkefølge – ledningerne konfektioneres i og placeres i skinnerne." Denne funktion er særdeles vigtig for ledningsføringens effektivitet. Afhængigt af opgaven kan ledningsføringen nu ske i den optimale rækkefølge og dermed hurtigt og effektivt.

Større produktion med færre fagfolk

Takket være den omfattende automatisering og digitalisering har styrings- og tavlebyggeren allerede opnået en masse, mener virksomhedens direktør: "Vi kan i dag afvikle langt flere ordrer end for blot et par år siden, og med det samme antal medarbejdere." Dette er især vigtigt, eftersom det stort set er umuligt at opdrive kvalificerede fagfolk på arbejdsmarkedet. Fordi det digitaliserede workflow dikterer nogle meget restriktive arbejdsforløb på værkstedet, er det desuden muligt at give en del af opgaverne til instruerede medarbejdere, som ikke er faguddannede. Hos Ripploh er man allerede ved at forberede de næste skridt i retning af yderligere automatisering. Eftersom Wire Terminal placerer de konfektionerede ledninger på en fast defineret måde i sine opbevaringsmagasiner, er overførsel til en robot, som derefter gennemfører ledningsføringen, meget tænkelig. "Vi arbejder allerede på det og er overbeviste om, at vi inden for et par år kan udføre ledningsføringen ved hjælp af en robot", spår Ripploh om fremtiden.

Oversigt

Projekt
Ripploh Elektrotechnik & Engineering
By
Ostbevern, Tyskland
Branche
Electrical-and-Automation
Udfordring

Automatisering for at sikre hurtigere processer på værkstedet

Etablering af en ensartet datastandard

Løsning

Styring af samtlige værkstedsprocesser med data oprettet i Eplan

Konfektionering af op til 1.500 ledninger på otte timer

Automatiske arbejdstrin som afkortning, afisolering, krympning og mærkning i Wire Terminal